Kerneopgaven for VIA Bibliotek

Mission: VIA Bibliotek medskaber videnstærke professionelle via intelligente veje til relevant viden.

  • Understøttelse af læring/undervisning

    VIA Bibliotek er samlet i en tværgående organisation i VIA University College. VIA Bibliotek har til opgave at være en væsentlig ressource i uddannelsernes samlede fysiske og virtuelle lærings- og studiemiljø. VIA Bibliotek har 10 moderne uddannelsesbiblioteker, som primært er placeret på VIAs campusser.

    VIA Bibliotek bidrager til, at de studerende opfylder læringsmålene. Dette sker ved, at bibliotekerne i samarbejde med uddannelserne stiller ressourcer og værktøjer til rådighed, således at de studerende kan indfri kravene til vidensniveauet i uddannelsernes studieordninger. Bibliotekerne medvirker også til, at undervisernes niveau indenfor informationssøgning og generel informationskompetence højnes i forbindelse med de stadig højere krav, der stilles til undervisere.

     Overordnet stiller VIA Bibliotek også den nødvendige informationsinfrastruktur til rådighed for de studerende i form af udlån og fremskaffelse af bøger, artikler og andre publikationer, ligesom VIA Bibliotek skaber adgang til fagligt relevante e-ressourcer. 

    Endnu en hovedopgave for VIA Bibliotek er at lægge rammerne for et inspirerende fysisk og socialt læringsmiljø for de studerende. Dette foregår i bibliotekernes lokaliteter, som er indrettet med dette formål for øje, og med den yderligere fordel, at der her er hurtig og nem adgang til både informationsressourcer og informationsspecialister.

    Dette gøres ved at stille et stort antal studenterarbejdspladser til rådighed i VIA Bibliotek, både individuelle og til mindre grupper. Formålet er at skærpe og intensivere de studerendes studieaktivitet. Forberedelse i et inspirerende og roligt læringsmiljø i biblioteket medvirker til at skabe velforberedte og dygtigere studerende, og dermed også en mere effektiv læring.

  • Understøttelse af Forskning, Udvikling og Innovation

    En anden kerneopgave for VIA Bibliotek er at understøtte forsknings- og udviklingsmedarbejdere i VIA University College med biblioteksfaglig viden i forbindelse med forskning og udviklingsaktiviteters forskellige faser fra idéudvikling over ansøgninger og projektgennemførsel til dokumentation og formidling.

    Dette sker ved at afholde kurser for vidensmedarbejdere, hvor der formidles kendskab til relevante forskningsressourcer, metoder til afsøgning af et forskningsfelt, metoder til valg af publiceringskanal, herunder Open Access, samt synlighed og gennemslagskraft af den enkelte forskers arbejde.

    VIA Bibliotek understøtter den enkelte forsker gennem vejledning, som tager udgangspunkt i den problemstilling, som forskeren arbejder med. Dette har stillet nye og højere krav til mængden og typen af informationsressourcer, som VIA Bibliotek traditionelt har givet adgang til, og har gjort det nødvendigt at skaffe adgang til nye licensbelagte e-ressourcer indenfor VIAs faglige forsknings og udviklingsområde.

    VIA Bibliotek udbreder kendskabet til UC Viden som formidlingsplatform for den forskningsaktivitet, der foregår i VIA University College. UC Viden er organisatorisk forankret i biblioteksfunktionen, hvorfor det er VIA Biblioteks ansvar, at deadlines i forbindelse med indrapportering af data til udviklingskontrakt og vidensregnskab overholdes. VIA Bibliotek forvalter også opgaven med at kvalitetssikre vidensmedarbejdernes inddateringer i UC Viden.