Det er afgørende for udbyttet af din litteratursøgning, at du har et fokuseret forskningsspørgsmål.

Der findes en lang række konceptualiseringsmodeller, der kan være en hjælp til at formulere et fokuseret forskningsspørgsmål. Således er PICO-modellen en struktur til at afgrænse og præcisere en problemstilling. Modellen hjælper med at identificere de centrale elementer i emnet, så det bliver tydeligere, hvad der skal undersøges. PICO står typisk for Population/Problem, Intervention, Comparison (sammenligning) og Outcome (udfald eller effekt). Når emnet er opdelt i disse dele, bliver det lettere at finde relevante søgeord, synonymer og faglige begreber, som kan bruges til at opbygge en systematisk og præcis litteratursøgning. 

Eksempler på såkaldte konceptualiseringsmodeller. Hvilken model du skal bruge, afhænger af dit forskningsspørgsmål og evt. reviewtype. 

  • PICO (Population, Intervention, Comparator, Outcome)
  • PICo (Population, phenomenon of Interest, Context)  
  • PICOC (Population, Intervention, Comparator, Outcome, Context)
  • PCC (Population, Content, Context) 

Eksempler på brug af konceptualiseringsmodeller

  • PICOC-modellen

    PICOC-modellen kan anvendes, når du ønsker at undersøge effekten eller betydningen af en bestemt indsats, metode eller intervention i en afgrænset kontekst.

    Forskningsspørgsmål og PICO-elementer 

    Hvilken betydning har mentorordninger for gennemførelse af uddannelse blandt udsatte unge? 

    • Population: Udsatte unge
    • Intervention: Mentorordninger
    • Comparator: Ingen mentorstøtte
    • Outcome: Uddannelsesfastholdelse og gennemførelse
    • Context: Ungdomsuddannelser 
  • PCC modellen

    PCC modellen anvendes til brede undersøgelsesspørgsmål, hvor man ønsker at afdække, hvad der findes af viden om et emne inden for en bestemt population og kontekst. 

    Forskningsspørgsmål og PICO-elementer 

    Hvordan oplever socialrådgiverstuderende brugen af kunstig intelligens i deres studiearbejde? 

    • Population: Socialrådgiverstuderende
    • Content Oplevelse af brugen af kunstig intelligens (AI) i studiearbejde
    • Context: Videregående uddannelser 

     

  • PICo modellen

    PICo modellen kan anvendes når du ønsker at undersøge oplevelser og erfaringer med et bestemt fænomen.

    Forskningsspørgsmål og PICO-elementer 

    Hvordan oplever psykisk syge tvangsforanstaltninger under indlæggelse på psykiatrisk afdeling. 

    • Population: Psykisk syge
    • Phenomenon of Interest: Oplevelse af tvangsforanstaltninger
    • Context: Under indlæggelse 

I forhold til den efterfølgende informationssøgning er det vigtigt at pointere, at man ikke behøver søge på alle elementer, men at de derimod kan kombineres på forskellig vis. 

Notér desuden dine inklusions- og eksklusionskriterier f.eks. om du er interesseret i en specifik aldersgruppe, køn, tidsperiode, geografisk område og sprog. Disse kriterier kan anvendes både til afgrænsning af søgningen og til den endelige udvælgelse af relevante artikler. 

Læs mere om konceptualiseringsmodeller  

Monrad, M., & Danneris, S. (2018). Litteraturgennemgang. I M. Monrad & S. P. Olesen (Red.), Forskningsmetode i socialt arbejde (s. 61–83). Hans Reitzel. 
 
Larsen, P., & Jæger Pedersen, T. (2021). At integrere forskningsbaseret viden på kvantitative forskningsmetoder i praksis. I H. Kaa Kristensen & H. Peoples (Red.), Evidensbaseret praksis: Forskning, brugerperspektiv, praksisviden (s. 131–184). Munksgaard.